Om reforma
I 1908 sette Kyrkje- og undervisningsdepartementet ned eit utval til å utarbeide ein plan for «et muligt samarbeide mellem riksmaal og landsmaal i retskrivningen». Utvalet hadde denne samansetnaden: Hans Eitrem, Amund B. Larsen og Steinar Schjøtt. Utgreiinga låg føre i 1909. Nokre av endringane vart gjennomførte i landsmålet i 1910.
I 1913 oppnemnde departementet ei ny rettskrivingsnemnd med Alf Torp som leiar. Utvalet skulle arbeide for den «størst mulige tilnærmelse mellem vort lands to skriftsprog gjennem en sund, naturlig og lovmæssig utvikling av dem begge». Da Torp døydde i 1916, nedsette departementet ei ny nemnd med desse medlemmene: Hjalmar Falk (formann), Ivar Alnæs, Didrik Arup Seip, Marius Hægstad og Knut Liestøl. Komiteen leverte tilråding i desember 1917, og tilrådinga vart sanksjonert av departementet utan at at ho vart lagd fram for Stortinget. På denne tida hadde Venstre regjeringa og sat med eit klart fleirtal i Stortinget.
Ved valet i 1918 gjekk Venstre sterkt attende og kunne ikkje lenger vere trygg på å få fleirtal i Stortinget i alle saker. Høgre var kritisk til den nye rettskrivinga og kravde at ho skulle trekkjast attende, men framlegget vart nedrøysta med 68 mot 65 stemmer. Eit forslag om utsetjing fall med dobbeltrøysta til presidenten. Debatten varte i tre dagar og er den største og mest intense stortingsdebatten om språkspørsmål. Det var òg første gongen at Stortinget hadde normeringsspørsmål på saklista.
I målrørsla vekte reforma lite motstand, men frå den konservative delen av riksmålssida kom det harde åtak.